Finaleplads til Niklas

 
tirsdag D. 21. marts 2017, kl. 14.47
Et SRP-projekt om det dobbelte pendul sikrede htx-eleven en finaleplads i talentkonkurrencen Unge Forskere. Nu håber han, at projektet kan bane vej for den helt store præmie til finalen i København.

Niklas Stagsted fra 3.u har tidligere deltaget i Nordjyske Gymnasiers Talentakademi (hvor ovenstående billede stammer fra). Han er ikke bange for faglige udfordringer, så i mandags var han i Aalborg for at deltage i den regionale semifinale i talentkonkurrencen Unge Forskere. Her stillede han op i kategorien ”Physical science” med sit SRP-projekt om det dobbelte pendul, som han har skrevet i matematik og fysik.

- Jeg synes, det er interessant, fordi det er den simpleste måde at vise kaos på, forklarer Niklas, der glæder sig over finalepladsen.

- Jeg er selvfølgelig glad for, at jeg er gået videre i konkurrencen. Men det vil da være sjovest, hvis jeg vinder den helt store præmie på 25.000 kr., tilføjer han med et smil.

Næste skridt er en såkaldt Science Bootcamp sammen med de andre finalister ved Sorø Akademi, hvor Niklas får mulighed for at finpudse sit projekt med hjælp fra en række dygtige forskere og eksperter. Selve finalen finder sted i forbindelse med Science i Forum d. 23.-25. april, og her skal finalisterne præsentere deres projekter for jurymedlemmer og besøgende på messen. Der er store pengepræmier og masser af sponsorgaver på spil, og det er H.K.H. Prins Joachim, der kommer til at stå for præmieoverrækkelsen.

Du kan læse mere om Unge Forskere på deres hjemmeside og på facebook.

Unge ForskereHer kan du se, hvordan Niklas præsenterede sit projekt på posters ved den nordjyske semifinale, der blev afholdt på Aalborghus Gymnasium.