Postkort fra 2.c

 
torsdag D. 06. april 2017, kl. 11.17
Astrid og Anne-Cecilie fra 2.c har sendt et postkort hjem fra deres studierejse, hvor de besøgte Dublin og Belfast. Her kan du læse om deres oplevelser og se billeder fra turen.

Studieturen for 2.c startede kl. 7.00 i Aalborg Lufthavn, hvor vi skulle mellemlande i København og derefter flyve til Dublin. Da vi kom til Dublin tog vi en bus til Belfast, som er hovedstaden i Nordirland, hvor vi skulle tilbringe de næste par dage. Busturen tog to timer, og da vi kom til hotellet og fik slappet lidt af, stod den på byvandring i Belfast. Byen er en del anderledes end, hvad vi er vant til. Der er meget affald på gaderne, og de fleste steder er der pigtråd fra de tidligere konflikter i Irland. Om aftenen tog vi alle sammen i byen for at tjekke lokalområdet ud og derefter hjem i seng.

Lørdag startede ud med en gåtur til det nordlige Belfast, hvor vi skulle mødes med to guider, som var hhv. republikaner og protestant. De havde begge været aktive under konflikten i Belfast og havde hver især tilbragt flere år i fængslet. De havde to vidt forskellige synspunkter på konflikterne i Irland, hvilket var enormt spændende netop at høre historien fra begge parter. Derefter tog vi alle sammen på The Titanic Museum, hvor der var en helt masse viden omkring industrialiseringen og selvfølgelig skibet Titanic. Dette var meget spændende og lærerigt, da meget af det ikke var noget, man umiddelbart vidste om Titanic. Resten af dagen stod på fritid for os elever - nogen tog ud for at shoppe, mens andre tog hjem for at slappe af efter den lange gåtur.

2.c er ikke den eneste klasse, der har været på studierejse. Ud over Nordirland (2.c og 2.e) er turen gået til Edinburgh (2.a), Bruxelles (2.d), Lanzarote (2.i), Berlin (2.xz og 2.y) og North Carolina, USA (2.b). Eleverne har haft gymnasiets Instagram-profil med i kufferten, og de har løbende postet billeder og videoklip fra Europa og USA - tjek det ud her (du behøver ikke have en profil for at se med).

Herunder kan du se flere billeder, som 2.c har sendt hjem fra Nordirland:

BelfastBelfastBelfastBelfastBelfastBelfastBelfast