"Skuespillerne gik rundt i vand..."

 
tirsdag D. 28. februar 2017, kl. 12.50
For nylig blev eleverne i 3.stx inviteret i Aarhus Teater for at se den græske tragedie ”Medea” med Oldtidskundskab. Anmelderne er begejstrede for forestillingen, men hvad siger eleverne?

Stykket handler kort fortalt om Medea, der bliver forladt af sin store kærlighed, Jason, som i stedet gifter sig med kongens datter. Handlingen følger Medeas sorg og hævntørst, der driver hende ned ad en tragisk vej. På Aarhus Teater kan man opleve en nyfortolkning af stykket, der udelukkende bliver spillet i vand, og dét falder i elevernes smag…

Karen fra 3.d fortæller:
”Det var et rigtig godt stykke. Skuespillerne gik rundt i vand og plaskede en del, hvilket gav en meget dramatisk virkning - især da Medea konfronterede Jason. De talte i samme stil, som de gør i de tekster, vi har læst i old. Dette gav også en god effekt, idet det virkede, som om man så en rigtig græsk tragedie. Stykket bar dog stadig præg af at være mere moderne, og det gjorde, at historien om Medea i høj grad blev gjort relevant for os i dag.”

I 3.z synes eleverne:
”Jeg synes, det var en god afspejling af, hvordan teaterstykker/dramaer fungerede på daværende tidspunkt (antikken), i og med at der ikke var sceneskift, det hele foregik i en bestemt scene, og skuespillerne fortalte, hvad der skete udenfor”.
”Det var forunderligt at se de sanseindtryk og følelser, som udspillede sig i stykket”.
”Det var rart med noget afveksling i undervisningen”.
”Karakteren Jason blev ikke repræsenteret særligt godt, man fik medfølelse med ham og ikke Medea”.

Elever fra 3.y siger:
”Flot, at opførslen fulgte det antikke drama. Genkendelsen i aktualiseringen virkede godt.
Cool minimalisme, som viste, hvor dygtige skuespillerne var. Den antikke, græske ramme fik i minimalismen også et skandinavist udtryk, som gjorde stykket nærværende for os.
Koret var med på en god måde, så det føltes naturligt.
Det var også en tung oplevelse med lidelse og skrig, som dog blev løftet, da plottet blev klart.
Vandet gav en stor dramatisk effekt, hvor bølgerne understregede følelserne i stykket.
Vandet fremkaldte karakterernes følelse af stress hos tilskuerne, og det symboliserede også stemningen af kaos, det skumle, og det skjulte det, der skulle ske på en stærk måde.”

Du kan læse mere om forestillingen her.

Medea Aarhus Teater
Foto: Emilia Therese, Aarhus Teater