2.y fik pokalen

 
torsdag D. 30. marts 2017, kl. 12.53
GYM4INDIA har løftet sløret for vinderen af årets klasseindsamling: 2.y indsamlede flest penge, og klassen har nu fået deres navn indgraveret i en skinnende vandrepokal.

Klasseindsamlingen blev afholdt for andet år i træk. I år løb 2.y med sejren, da det lykkedes dem at indsamle 850 kr. ved blandt andet at hente frokost ude i byen og tage penge i fragt. Men allermest skyldes det indsamlede beløb, at folk var meget gavmilde, fortæller klassen. Ud over pokalen vandt 2.y en omgang af fredagscaféen, og den blev nydt ved støttekoncerten i forrige uge.

Alle klasser kunne deltage i indsamlingen, der startede efter juleferien og sluttede inden vinterferien. I alt blev der indsamlet 2.685 kr., og selvom det er et flot beløb, er resultatet ikke lige så godt som sidste år.

- Opbakningen har ikke været kæmpestor i år, men vi er selvfølgelig taknemlige for alle bidrag. ”Mange bække små gør en stor å”, siger Anne Bak fra 3.c, der er aktiv i GYM4INDIAs arbejdsgruppe.

- Jeg tror ikke, at tidspunktet for indsamlingen passede så godt. Vi informerede inden jul, og da folk kom tilbage fra ferien, havde mange glemt det. Derfor overvejer vi at holde klasseindsamlingen på et andet tidspunkt næste år, og så vil vi være mere aktive på de sociale medier, så informationen om indsamlingen bliver hørt.

Kort om GYM4INDIA

Gymnasiet har lavet et støtteprojektet i samarbejde med Dansk - Indisk Børnehjælp. Den humanitære forening driver et børnehjem for piger i den sydindiske delstat Tamil Nadu sammen med den indiske partner WEEDS. I løbet af skoleåret vil gymnasieeleverne lave forskellige aktiviteter for at samle penge ind til børnehjemmet. Støtten skal gå til fire af pigerne, der er i gang med en videregående uddannelse.

Du kan give et bidrag til GYM4INDIA via MobilePay 25 80 78 55.

Herunder kan du se vandrepokalen, hvor 2.y er blevet indgraveret på bagsiden sammen med 2.c, der vandt indsamlingen i skoleåret 2015/16.

Klasseindsamling