Bag tremmer

 
tirsdag D. 04. april 2017, kl. 12.43
2.pq har været på besøg i Statsfængslet Møgelkær, der er et åbent fængsel i nærheden af Horsens. Her mødte de en fængselsbetjent og en indsat, og de fik svar på alle deres spørgsmål.

Fængselsbesøget skete i forbindelse med et forløb i kultur- & samfundsfaggruppen, der er et hf-fag bestående af historie, religion og samfundsfag. Her fortæller Ditte og Henriette fra 2.pq om turen fredag d. 31. marts:

”Vi havde en aftale med en af de ansatte, som fortalte os om hverdagen i fængslet, og hvordan de indsatte bliver behandlet. Han fortalte hvilken slags kriminelle, der sidder i fængslet, og kom med mange eksempler på, hvad de sidder inde for. Det var spændende at høre om, hvilke mennesker der ender sådan et sted, og hvordan deres liv og hverdag bliver ændret i fængslet.

Ud over at høre betjenten fortælle om sit syn på fængslet, fik vi også lov til at tale med en af de indsatte, hvor vi fik hans synsvinkel på livet i fængslet, og hvad han sidder inde for. Vi fik mulighed for at stille en masse spørgsmål både til betjenten og til den indsatte, og de svarede på bedste vis. Nogle af svarene stemte meget overens med de forventninger, vi havde, inden vi kom, men der var også mange ting, der overraskede os.

Besøget har givet os nogle ting at tænke over og diskutere i forhold til den undervisning, vi har haft omkring kriminalitet, og det vi oplevede og fik fortalt i Statsfængslet Møgelkær.”