Elever samler ind

 
torsdag D. 19. januar 2017, kl. 10.17
Frem mod vinterferien afholder GYM4INDIA den årlige klasseindsamling, hvor klasserne konkurrerer om at indsamle flest penge til fire indiske piger, der er i gang med en videregående uddannelse.

Er din klasse endnu ikke tilmeldt klasseindsamlingen, er det ikke for sent. Skynd dig at hive fat i Cecilie eller Thea fra 3.z og meld jer til indsamlingen. Alle kan deltage, og klasserne bestemmer selv, hvordan, hvornår og hvor pengene skal indsamles. Dog er det ikke tilladt at rasle, da det kræver en særlig tilladelse.

Anne Bak fra 3.c er med i arbejdsgruppen GYM4INDIA, og hun fortæller, at hendes klasse forrige skoleår bagte og solgte vafler til en fredagscafé, og dét var en stor succes. Faktisk så stor, at 2.c var den klasse på gymnasiet, der indsamlede flest penge i 2016.

- Jeg synes, at alle klasser skal melde sig til indsamlingen, fordi man støtter et godt formål. De indsamlede penge går til fire piger fra et indisk børnehjem, der er i gang med en videregående uddannelse, og dét er dyrt i Indien, fortæller Anne og tilføjer:

- Vi er heldige at gå i gymnasium i Danmark, og derfor er det fedt at kunne give andre samme mulighed for at få en uddannelse.

Udover at gøre en kæmpe forskel for de fire indiske piger, er der også en præmie til den klasse, der samler flest penge ind. Som noget nyt får vinderklassen sit navn indgraveret i en vandrepokal og får også deres billede på en ”wall of fame”. Desuden giver fredagscaféen en omgang til klassen ved den næste fredagscafé.

Du kan følge GYM4INDIA og indsamlingen på Facebook her.

Indsamlingen løber frem til fredag d. 10. februar.

Kort om GYM4INDIA

Gymnasiet har lavet et støtteprojektet i samarbejde med Dansk - Indisk Børnehjælp. Den humanitære forening driver et børnehjem for piger i den sydindiske delstat Tamil Nadu sammen med den indiske partner WEEDS. I løbet af skoleåret vil gymnasieeleverne lave forskellige aktiviteter for at samle penge ind til børnehjemmet. Støtten skal gå til fire af pigerne, der er i gang med en videregående uddannelse.

Du kan give et bidrag til GYM4INDIA via MobilePay 25 80 78 55.