Start på studentereksamen

 
mandag D. 23. januar 2017, kl. 14.47
Mandag eftermiddag rykkede studenterhuerne et skridt nærmere, da eleverne i 3.stx tog hul på deres ATX-opgave - også kaldet den afsluttende eksamen i almen studieforberedelse.

Årets emne er ”Menneskets forhold til naturen”, og det er nu op til afgangseleverne at vælge en sag, som de vil undersøge i to fag, de har eller har haft. Opgaven skal munde ud i en synopsis og en mundtlig eksamen til sommer, hvor eleverne demonstrerer indsigt i fagenes forskellige metoder.

Mulighederne er mange, og derfor startede alle afgangsklasserne med en fælles brainstorming, hvor de delte deres tanker om mulige vinkler på emnet. Hos 3.e hjalp Lone Toft Christensen og Kaj Nissen med at holde styr på klassens mange gode idéer. Måske noget med naturgenopretning i fagene naturgeografi, samfundsfag eller biologi? Eller hvad med miljø & klimapolitik i samfundsfag, engelsk eller naturgeografi?

- Emnet er mere lukket, end dét vi lige har arbejdet med i AT6, der handlede om grænser. Det her emne ligger umiddelbart meget op til, at man skal skrive i naturgeografi, men brainstormingen har givet os flere idéer til emner i de humanistiske fag som fx dansk og engelsk, sagde Louise og Malene, der går i 3.e.

Skal du skrive ATX, kan du finde inspiration i idébanken på Lectio eller EMU her. Desuden skal du være opmærksom på en række vigtige datoer:

  • Fredag d. 27/1 er der vejledningsmarked i Salen. Her kan du stille spørgsmål til forskellige lærere og forhåbentlig blive mere afklaret omkring dit valg af fagkombination og sag.
  • Mandag d. 6/2 kl. 23.30 skal du afgive dit valg af fag og sag i Lectio.
  • Fredag d. 31/3 kl. 9.45 er fristen for aflevering af synopsis i Lectio