På med hjelmen

 
tirsdag D. 04. oktober 2016, kl. 11.30
Som 16-årig kom Thea ud for en trafikulykke, der ændrede hendes liv. Derfor opfordrer hun nu alle til at huske cykelhjelm.
Af Mette Brandt-Petersen

En dag i december kom Thea Brink cyklende, da hun overså en bil. Hun blev slynget af cyklen og slået bevidstløs, og da hun senere vågnede på hospitalet, havde hun kraniebrud og var lam i store dele af venstre side. Thea havde ikke cykelhjelm på den dag, hun blev kørt ned, og hun lever stadig med konsekvenserne af ulykken i dag, hvor hun går i 2.a på Mariagerfjord Gymnasium. Derfor piner det hende, at der er så mange, som ikke bruger cykelhjelm.

- Jeg får dårlige nerver, når jeg ser det. Jeg ved, at det kan få virkelig store konsekvenser at køre uden hjelm. Jeg har fået mit liv smadret fuldstændigt, og dét ønsker jeg ikke for nogen at opleve, siger Thea.

Derfor har hun taget initiativ til en konkurrence, der blev skudt i gang ved dagens Plenum. Konkurrencen er for HELE gymnasiet, og både elever og personale kan deltage ved at huske deres cykelhjelm. ”Jamen, mit hår bliver ødelagt, og jeg ser dum ud med cykelhjelm på”, tænker du måske. Men til dét lyder det skarpt fra Thea:

- Du ser heller ikke godt ud på intensiv, når du ligger der helt ødelagt med sår over hele kroppen.

Derfor: Smid de dårlige undskyldninger væk og find cykelhjelmen frem!

Du kan høre hele Theas historie her.

Kort om konkurrencen

Konkurrencen løber fra onsdag d. 5. oktober til mandag d. 31. oktober.

Sådan deltager du: Tag et selfie, når du har din cykelhjelm på, og smid billedet på Instagram. Husk at tilføje dit billede #seminhjelmklasse eller #seminhjelmpersonale.

Vinderen bliver kåret onsdag d. 2. november, når gymnasiet samles til Plenum. Der venter en fed præmie til den heldige!

På med hjelmen

Illustration: Tais Jensen, 2.xz.