Nord og Syd i Hobro

 
torsdag D. 15. september 2016, kl. 09.15
Flagene er hejst: Lige nu har gymnasiet gæster fra både Nordamerika og Sydamerika.
Af Mette Brandt-Petersen

Sophia Swift fra USA og Victor Depaula fra Brasilien mødte i dag hinanden – i Hobro. De er begge med i et udvekslingsprogram mellem deres skoler og Mariagerfjord Gymnasium, og selvom de ikke har været længe i Danmark, taler de allerede en lille bitte smule dansk – ”tak”, ”farvel”, ”jeg hedder…” og endda ”jeg elsker dig”.

Brasilianerne kommer fra Juiz De Fora, og de er blevet privat indkvarteret hos elever fra 3.d, der senere på skoleåret tager turen den anden vej. For amerikanerne er der tale om et genbesøg, da de tog imod 3.i forrige skoleår i Weaverville.

Sophie og Victor fortæller, at de er blevet rigtig gode venner med deres danske værter. De er dog enige om, at danskere i begyndelsen kan virke generte og reserverede, men heldigvis tør de hurtigt op. Dét har især været en omvæltning for Victor, der er vant til, at brasilianerne er gavmilde med kram og kindkys, når de møder nye mennesker.

- Jeg synes, det er svært at gennemskue skiltene – specielt med de danske bogstaver æ, ø og å. Før vi kom til Hobro, var vi i København, hvor vi besøgte Tivoli. Og der forvekslede jeg ”indgang” og ”udgang”, så jeg var på vej ud af forlystelsesparken, inden jeg overhovedet var kommet ind, griner Sophie, mens Victor fortsætter:

- I Danmark er måltiderne også helt anderledes, end jeg er vant til. I Brasilien plejer vi at spise hovedmåltidet midt på dagen, mens danskere nøjes med brød til middag og derimod spiser meget til aftensmad. Og så er jeg slet ikke vant til at spise morgenmad – højest en hurtig kop kaffe, inden jeg skal i skole.

Kan de så lide den danske mad?

- Ja, maden er så frisk – frikadeller og kartofler og brød og…, svarer de nærmest i kor.

Se med på Instagram, hvor Anne fra 3.d viser billeder fra udvekslingsbesøget.

Amerikanerne rejser hjem torsdag d. 22. september, mens brasilianerne forlader Danmark søndag d. 25. september.