Jeg er, altså skriver jeg

 
onsdag D. 05. oktober 2016, kl. 15.37
Hvad er forskellen på at skrive med kuglepen på et stykke papir og at hamre på et tastatur?

Svaret er ikke enkelt, men 3.u forsøgte onsdag at spore sig ind, da de havde besøg af konceptkunstneren Vibeke Nørgaard Rønsbo og forfatteren Lisbeth Brun. Baggrunden for besøget er kunstprojektet ”How to remind” om håndskrift og digitalisering, som Vibeke Nørgaard Rønsbo står bag. Projektet indsamler nationens håndskrifter, tanker og drømme på tærsklen ind i det digitale samfund og stiller spørgsmål ved, hvad det kommunikative skift gør ved os og vores forhold til hinanden.

For htx-klassen startede dagen med, at hobroforfatteren Lisbeth Bruun, der bor i Schweiz og selv har gået på Mariagerfjord Gymnasium, holdt en skriveworkshop. Dét affødte en livlig snak i klassen om, hvordan det er at leve i et digitalt samfund, hvor håndskriften afløses af digital kommunikation. Alle var som udgangspunkt enige om, at laptoppen er et uundværligt redskab, når man skal skrive rapporter, stile eller romaner. Til gengæld viste en test, hvor halvdelen af klassen skulle skrive noter i hånden og den anden halvdel på maskine, at de håndskrevne som tendens var mere funktionelle, fordi man i håndskriftens lidt langsomme flow er nødt til at trække de vigtigste pointer ud i kort form, mens den rutinerede taster typisk vil nærme sig den ulidelige diktat-form.

Håndskrift vs. computerskrift

Det er Lisbeth Bruns erfaring og også psykologisk bevist, at dét, man har skrevet i hånden, husker man bedst. Selve skrivebevægelsen er en fysik impuls, der går lige til hjernen - ”et motorisk minde - taktil hukommelse”. Fra sit arbejde som Rudolf Steiner-lærer har hun gode resultater med indlæring forbundet med bevægelse, hvor håndskrivning altså virker mere fysisk stimulerende end tastning. Hvis man udelukkende taster, er det ”et taktilt tab”, hævder Lisbeth Brun.

Vibeke Rønsbo genkendte forfatterens erfaringer, og hun fortalte blandt andet om sin tid på Arkitektskolen, hvor nogle af de gamle arkitekter oplevede det som et kreativt tab at forlade tegnebordet og linealerne til fordel for de effektive tegneprogrammer på computeren. Måske blev langsomheden, refleksionen, det personlige udtryk, æstetikken lidt overskygget af effektivitet, rationelt design og planlægning under medtænkning af enorme datamængder. Praktisk og økonomisk, men gik der noget tabt?

- Eleverne var meget åbne over for problematikken og var i en god dialog med Lisbeth Bruun og Vibeke Nørgaard Rønsbø – ikke mindst fordi gæstelærerne ikke var kommet for at markedsføre håndskriften, men for at diskutere det kulturskifte, der sker lige i øjeblikket, fortæller klassens dansklærer, Henrik Damsgaard, der har været med til at planlægge besøget, og han tilføjer:

- Gæstelærerne havde stor fornøjelse af htx-elevernes særlige viden om it og netværksforhold. Og i løbet af dagen viste der sig stor enighed om, at it-skriveværktøjet er uundværligt til rigtig mange skriveopgaver, men at håndskriften er en uundværlig personlig refleksions- og kommunikationsform i andre sammenhænge.

Happening i Hobro City

Det er nu meningen, at hver elev i hånden skal udforme et såkaldt refleksionsbrev, som sendes til Vibeke Nørgaard Rønsbo, der udvælger citater. Torsdag d. 3. november mødes kunstneren og 3.u igen, og de skal forvandle citaterne til plakater udformet med elevernes egen håndskrift. Over middag bliver plakaterne hængt op i hele byen, og kl. 14 mødes alle på torvet, hvor eleverne i 3.u skal læse deres håndskrevne refleksioner højt.

Vibeke Rønsbo har siden 2012 samlet en stor mængde håndskrevne udsagn fra mange borgere, som hun samler i bogudgivelser, sender ud som flaskepost eller – eller som i gymnasiets tilfælde – spreder som plakater over hele Hobro City og fælles oplæsning sammen med htx-klassen. Du kan læse mere om kunstprojektet ”How to Remind” her.Håndskrift