Idrætsdag 2016

 
torsdag D. 08. september 2016, kl. 15.47
Førsteklasserne dominerede sejrsskamlen ved årets idrætsdag, hvor eleverne kæmpede løs i varmen.
Af Mette Brandt-Petersen

Solen skinnede fra morgenstunden, og uden for Mariagerfjord Gymnasium myldrede det med tylskørter, gule regnslag, farverige blomsterkranse og bandager. Torsdag d. 8. september holdt gymnasiet den årlige idrætsdag, hvor alle elever skulle dyste imod hinanden – på tværs af alle klasser. Disciplinerne talte både volleyball, tennis, biathlon (skydning + løb), svømning, dans, basketball, streethockey, fodbold, badminton, atletik, strandhåndbold og orienteringsløb i Østerskov. Desuden kunne klasserne høste ekstra point med en kreativ fælles udklædning.

For Jaranika og Emma fra 1.x var det første idrætsdag, og de fortalte, at det havde været en god oplevelse:

- Det har været sjovt – meget sjovere, end vi havde forventet. Vi har spillet tennis, og selvom det er første gang, vi prøver det, vandt vi alligevel 1 ud af 2 kampe, lød det fra de to piger, der var klædt ud som superhelte i gule kapper ligesom resten af klassen.

Efter spisepausen mødtes alle bag ved Hobro Idrætscenter for at kæmpe klassevis i tovtrækning. Der blev svedt i varmen, og pladsen genlød af opmuntrende kampråb fra klassekammeraterne.

Til sidst blev dagens resultat offentliggjort, og – helt usædvanligt – dominerede førsteklasserne sejrspodiet:

  • 1. plads: 1.d
  • 2. plads: 1.y
  • 3. plads 1.x
  • Bedste udklædning: 1.i

Se flere billeder fra dagen på Instagram, Facebook og i fotogalleriet.